FAB nyhedsbrev inkl. referat fra generalforsamling

Kære FAB-medlemmer,

Sammen med denne nyhedsmail sendes referatet fra årets generalforsamling i FAB. Tak for flot fremmøde og tak for opbakningen til bestyrelsen forslag om at renovere vores fortove. Det er en spændende opgave, som vi er i god dialog med forskellige mulige entreprenører om. Det hører I mere om.

Derudover vil jeg gerne gentage noget, som jeg også sagde i min beretning på generalforsamlingen: Hvis vi gerne vil bo i et pænt og attraktivt område, så har vi et fælles ansvar for det.

Udover at vi alle er enormt glade for at bo her, så har vi også alle et indtryk af, at FAB anno 2021 ikke helt har fordums storhed eller at charmen risikerer at forsvinde lidt. Meget er slidt og mangler en kærlig hånd. Det vil vi gerne ændre på. Vi skal have respekt for historien og charmen, men vi har også alle en interesse i at her er pænt og dejligt at være. 

Noget kan vi gøre i fællesskab. Fortove, vejbaner, træer, legepladsen osv. Og vi vil gerne gøre mere end hidtil.

Men andet kræver at vi hver især tager ansvar for det område vi bor i. Derfor skal der fra bestyrelsen også lyde en opfordring til at holde ens forhave pæn. Ikke at stille cykler, skraldespande, tomme papkasser mv. på fortov eller gaden. Det hører til på egen grund. At respektere den bevarende lokalplan. Ikke at have højspændingskabler til opladning af elbilen liggende og flyde henover fortovet. At parkere ordentligt osv. 

Vi håber at det i fællesskab kunne være vores fælles fortsæt for 2021: at passe endnu bedre på vores dejlige område ved hver især at gøre lidt ekstra for at her vedbliver at være dejligt.

Med ønsket om et godt 2021, hvor vi forhåbentligt igen kan mødes omkring nogle af vores gode traditioner.

Link til referat fra generalforsamlingen

På bestyrelsen vegne
Jacob Bruun, formand (BV4)