Kære medlemmer,
Til orientering har jeg sendt nedenstående pva foreningen til Frederiksberg Kommune som høringssvar.
Til Frederiksberg Kommune,
Vi har modtaget høringsbrev vedr eventuel optagelse af dele af Kronprinsensvej som offentlig vej.
Vi har haft bestyrelsesmøde i Vejlaget FAB Den Hvide By den 20. april 2022 og drøftet kommunens henvendelse vedr. optagelse af strækningen Kronprinsensvej 53-61 som offentlig vej.
Vejlaget FAB Den Hvide By ønsker at bevare husene på Kronprinsensvej 53-61 som medlemmer af vejlaget og vi ønsker at den berørte strækning af Kronprinsensvej forbliver privat fællesvej.
For beboerne i et område som FAB Den Hvide By betyder områdets historiske karakter og sammenhængskraft meget. Husene blev bygget i slutningen af 1800-tallet og har således udgjort et unikt og karakteristisk område i Frederiksberg Kommune gennem mere end et århundrede. Området har endda egen bevarende lokalplan som netop tjener til formål at bevare områdets historiske karakter, hvilket ikke alene er os beboere til gavn, men vel også er med til at gøre Frederiksberg Kommune til noget særligt.
Som forening ønsker vi at bevare dette unikke særpræg. Det er blevet bekræftet af flere generalforsamlinger i foreningen, senest i 2020 hvor medlemmerne ved en vejledende afstemning med meget stor majoritet stemte imod at overgå til offentlig vej. Denne meget tydelige holdningstilkendegivelse gælder i bestyrelsens øjne uanset om der måtte være tale om hele eller dele af området.
Samtidig skal man være opmærksom på at FAB er et vejlaug, ikke en grundejerforening hvorfor det fælles ansvar for vores veje er det eneste som foreningen er fælles om og som skaber rammerne for det sociale fællesskab som FAB også er.
Er kommunen af praktiske grunde interesserede i at drøfte løsninger på praktiske spørgsmål om fx parkeringsforhold, vedligeholdelse mv. i tilknytning til Kronprinsensvej for at løse nogle af de mere lavpraktiske udfordringer kommunen måtte stå overfor, så vil vi selvfølgelig meget gerne tage en dialog om det.
Pva FAB Den Hvide By
Jacob Bruun, formand
Broderskabsvej 4
2000 Frederiksberg