En arbejderkoloni på Frederiksberg
Af Kjeld de Fine Licht, 1977
I bogen fremlægger arkitekturhistoriker, dr. phil. Kjeld de Fine Licht forudsætningerne for, omstændighederne omkring og en beskrivelse af problemerne umiddelbart efter koloniens opførelse.
Fra forfatterens forord:
Den trafikant, der med opmærksomhed i blikket bevæger sig ad Peter Bangsvej i nærheden af Diakonissestiftelsen ser på gadens ene side et par huse, der ved beskeden størrelse, hvidkalkede facader og røde tegltage skiller sig ud fra den omgivende bebyggelse. De to småhuse ligger med en indbyrdes afstand på godt hundrede meter og er forposter for en større samling af lignende huse, der indtager et område, som strækker sig sydpå fra hovedgaden.For en del år tilbage blev jeg indbygger i, hvad der dengang benævntes Frederiksberg søndre landdistrikt. Allerede under de første orienteringsture i kvarteret fangedes min opmærksomhed af de pyntelige, hvide huse, der med nette forhaver ligger langs veje, der er tiltalende smalle. Vejene kantes med rønnebærtræer og bærer navne efter fanfaren fra den franske revolution: Frihed, Lighed og Broderskab. Bebyggelsens arkitektoniske kvaliteter æggede til at kigge nærmere på opførelsesomstændighederne. Håndbøger og oversigtsværker fortalte, at det var en arbejderkoloni, opført 1899-1900 efter tegninger af arkitekterne Gotfred Tvede og Olaf Schmidth. Lidt fortsat beskæftigelse med sagen viste, at den indeholdt træk, som formentlig kunne have mere end lokal interesse…
Udgivelse: Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, København 1977, 4.300 eksemplarer
ISBN 87-87546-04-3
Pris: 150 kr.
Fås hos FAB’s Webadministrator (enkelte eksemplarer haves stadig)
Den Hvide By
Jubilæumsbog for Vejlaget FAB, 1898 – 1998
Fra forordet:
Dette er en bog om et kvarter på Frederiksberg og dets udvikling gennem hundrede år..
..Nogle af kvarterets beboere har ment, at vi måske også kunne skildre bebyggelsens liv mere set med beboernes øjne, bl.a. fordi man i sin tid nåede at få interviews med nogle af de mennesker, der mere eller mindre havde levet hele deres liv i vore huse. Det er nemlig ikke helt få huse, som har været beboet af samme familier i mere end halvdelen af bebyggelsens levetid, ja, nogle enkelte er fortsat ejet af efterkommere til de første beboere. Her har man både viden og tradition. Byggeforeningens og vejlagets forhandlingsprotokoller, der er bevaret lige fra 1898, udgør en kilde, som (også – red.bem.) belyser kvarterets liv..
..En arbejdsgruppe blev nedsat af vejlaget i 1990, og gruppens medlemmer har siden arbejdet med problemerne og samlet illustrationsmateriale. Nu fremkommer bogen i forbindelse med 100-årsjubilæet den 15. marts 1998, og den vil forhåbentlig kunne gengive noget af den atmosfære, der har været og stadig er omkring husene…
Anmeldelse af Kaspar Didriksen i tidsskriftet, Hovedstaden (nr. 3 okt. 1998, udgivet af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse):
Et særegent kvarter på Frederiksberg, Den Hvide By, har fået sin egen historiebog, som markering af 100-året for Frederiksberg Arbejderes Byggeforening. En dejlig blanding af historiske fakta om bebyggelsen og om de mennesker, der har beboet husene. Bogen er et vigtigt dokument for eftertiden, med et materiale, der ellers ville have været utilgængeligt. Både det historiske og nutidige billedmateriale er uhyre interessant.
Anmeldelse fra Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring (nyhedsbrev nr. 7 1999, under signaturen MØ):
Folkets Allé – Frihedsvej – Lighedsvej – Broderskabsvej – navnene klinger af sammenhold og styrke, og det fortæller bogen om i velskrevne, smukt illustrerede artikler. En usædvanlig smuk og glad bog om et boligkvarters forvandling gennem 100 år, fra små arbejderboliger, hvor 4 familier delte et hus og en have til i dag, hvor stedet og de meget velholdte dobbelt- og enkelthuse i palæstil er blevet attraktive familieboliger. Til historien om kvarteret fortæller nuværende og tidligere beboere om deres barndom, haver, fester, vejene og træerne, suppleret med artikler, der indgående oplyser om de sociale forhold, der medførte oprettelse af byggeforeninger for at skaffe boliger for arbejderne omkring 1900. Et omfattende indeks til artiklerne skal fremhæves. Det er ikke blot en bog for kvarterets beboere – også andre, der er interesseret i boligformer, miljø og godt naboskab kan have glæde af denne smukke bog.
Citat fra Kjeld de Fine Lichts takkekort for modtagelsen af eksemplar af bogen:
..og samtidig udtrykke min uforbeholdne anerkendelse af det prægtige værk, det er endt med. Det er vel ellers en rig og festlig fremstilling, der ikke kan andet end fortsat inspirere og forpligte indbyggerne i bebyggelsen…
Titel: Den Hvide By – Frederiksberg Arbejderes Byggeforening 1898-1998
Forfattere: Jubilæumsboggruppen
Udgivelse: Vejlaget FAB, København 1998, 800 eksemplarer
ISBN 87-986745-0-1
Pris: 250 Kr.
Fås hos FAB’s Webadministrator