Til at belyse FAB’s historie, har vi valgt følgende emner:
En arbejderkoloni
Skal byggeforeningens historie skrives, ville det være belejligt med en historiker til opgaven!
Vi har været heldige, at have fået tilladelse til på dette sted at bringe en artikel fra Weekendavisen (31. december – 7. januar 1988) – med illustration af tegneren Palle Pio, skrevet af (magister i historie og meget andet) Erik Kjersgaard.
På verdensudstillingen i Paris i 1867 fremviste man modeller til nye arbejderboliger, og de vakte så stor begejstring, at ophavsmanden – som pudsigt nok var ingen anden end kejser Napoleon den 3. selv – modtog en medalje. Den blev overrakt ham af udstillingens formand – morsomt nok hans egen søn, kejserprinsen, der var otte år gammel. Det var den slags ting, der fik Karl Marx til at kalde Napoleon den 3. for en ”kanalje”.
Men bortset fra det farceagtige i situationen, siger den en hel del om tiden og det ”arbejderspørgsmål”, der pressede sig på med tiltagende og uafviselig styrke. I tilbageblik vil man nok finde, at problemet omkring arbejderboliger kun var en mindre del af en langt større helhed; men de overfyldte byer med deres sammenstuvning af fattige i gammel slum eller nyt spekulationsbyggeri var i modsætning til meget andet en synlig realitet, der skar i øjnene, og en løsning syntes at ligge inden for de grænser, der kunne nås med velvilje og filantropi.
I Danmark blev Lægeforeningens Boliger – bedst kendt som Brumleby – på Østre Fælled det første konkrete resultat af disse bestræbelser. Deres opførelse skyldtes forskrækkelsen over koleraepidemien i 1853; men om dem er der talt og skrevet meget, så det vil jeg afholde mig fra og i stedet henlede opmærksomheden på Frederiksbergske Arbejderes Byggeforening og den ”koloni”, der i årene o. 1900 opstod ved Peter Bangs Vej på Frederiksberg. De fleste vil formentlig kunne gå gennem kvarteret uden at bemærke andet end nogle villaer fra århundredskiftet i pyntelig nybarok med røde mansardtage; men sådan er det vel med demokratiets arkitektoniske monumenter; de er ifølge sagens natur lidet iøjnefaldende og må ligefrem opdages. I dette tilfælde var det af en kollega til mig, arkitekt Kjeld de Fine Licht ved Nationalmuseet, der blev doktor på old-romersk monumentalarkitektur – umuligt at overse, men her til en afveksling valgte at grave en knap så fjern historie op af glemselen.
Hvor Brumleby som sagt var Lægeforeningens opfindelse og dermed filantropi, skyldes arbejderboligerne ved Peter Bangs Vej arbejderne selv, og ideen havde såvel politiske over- som undertoner. Den tid var kommet, sagde formanden for Belysningsarbejdernes Forbund på et møde i 1898, da arbejderne skulle ”skabe fordele for sig selv på kapitalens bekostning”. Og dog var det hele ikke mere revolutionært, end at alt kunne realiseres på baggrund af loven om ”lån til ombygning af overbebyggede og usunde bydele”, som Rigsdagen havde vedtaget og bilagt med to millioner kroner – en formidabel sum dengang – der skulle udloddes som byggelån til fire procents rente.
Det var gasværksarbejderne på Frederiksberg, der ville bygge, og selv om gasværket endnu ikke var kommunalt, fandt byrådet dog, at da det var kommunens ”egne” arbejdere, det drejede sig om, ville man nok sige ja til planerne, idet man dog ikke lagde skjul på, at man for alt i verden måtte hindre Frederiksberg i at blive losseplads for Københavns befolkningsoverskud og sociale problemer. Nu gik det hverken værre eller bedre, end at gasværksarbejderne ikke kunne samle medlemmer nok på gasværket, så de måtte åbne for tilgang udefra; men da var man allerede så langt fremme, at bordet fangede. Efter nogen vaklen blev Gotfred Tvede og Olaf Schmidth valgt som arkitekter. Navnlig Schmidth er i den sammenhæng interessant, fordi han herhjemme hørte til foregangsmændene i den unge generation, der ikke fandt, at arkitektens opgave var løst med en flot facade på et murermesterhus. Så han kilede på i bevidstheden om, at man på den lille plads, der nu engang var til rådighed – for flotte sig kunne man ikke – skulle have brugbare, to (tre red.bem.) -værelses boliger i nette omgivelser. Tanken om kasernebyggeri – lange længer med mange opgange – blev hurtigt droppet. Helst havde byggeforeningens medlemmer vist set noget stateligt, noget med tårne og blikspir, som det hørte sig til; men økonomien dikterede mere beskedne villahuse med to og fire lejligheder. Så var der også plads til udhuse med retirader – det var før wc´ets tid – og hønsehold.
Midt i arbejdet blev byggepladsen lammet af storstrejken og storlockouten i 1899; men man blev dog færdig, og året efter begyndte folk at flytte ind – både byggeforeningens egne medlemmer og lejere, der ikke var medlemmer. Der blev afholdt en gevaldig indvielsesfest på Gimle ved Grundtvigsvej med højt smørrebrød og hornmusik, og alle medlemmer af foreningen – dvs. mændene, kvinder talte ikke – blev sendt til fotografen, så alle kunne erhverve det obligatoriske billede – en sværm af portrætter i glansfuld ramme til ophængning og minde.
At det var en arbejderkoloni, der havde etableret sig her, skulle ingen glemme. Det siges, at alle stakitter i begyndelsen var malet røde; men det kan nu være, fordi man ønskede en kontrast til de hvide huse. Navngivningen af vejene var imidlertid ikke tilfældig: Samfunds Allé og Folkets Allé samt Friheds-, Ligheds- og Broderskabsvej. Der var også – navnlig i de første år – mange tiltag, der skulle styrke solidariteten, og der var børnenes spontane sammenhold og slåskampe. De gjorde fælles front mod dem ovre fra Kronprinsensvej – også en slags klassekamp.
Og så gik der tyve år, medens lånene blev betalt ned, og medens byggeforeningens medlemmer gradvis blev husejere i egentligste forstand. I 1922 erklærede formanden: ”Foreningens formål er udtømt”, og så forsvandt den bare. At skabe sig fordele på kapitalens bekostning er – at erhverve kapital.
Erik Kjersgaard
“Buen”
Byggeforeningen omfattede også en stor forretningsbygning, kaldet “Buen” (1900-56), der indeholdt alle nødvendige nærbutikker med dagligvarer.
Den bestod af en herregårdslignende hovedbygning i to etager forbundet med to 1-etages bygninger, med buet grundplan der rakte ud mod Peter Bangs Vej og afsluttedes i 2 pavilloner, med pyramidalske tage.
Hovedbygningen rummede 6 butikker med underliggende kælderrum til opbevaring samt tilhørende 1. sals lejligheder til beboelse. Pavillonerne gav hver rum til en butik med tilhørende bolig i den buede del.
Butikkerne bestod – for en stor del af tiden – af (i rækkefølge fra øst mod vest):
- slagter (i østre pavillon)
- skomager
- hørkræmmer (en hørkræmmers salgsvarer omfattede hør, hamp, blår, salt, sild, klipfisk, lertøj, sten til kakkelovnene, brændsel, m.m.)
- urtekræmmer (en urtekræmmers varesortiment omfattede kolonialvarer, kornprodukter, konserves, drikkevarer og let isenkram m.m.)
- spækhøker (viktualiebutik)
- grønthandel
- bager, senere med tilhørende konditori
- tobakshandel (der også omfattede kioskvarer – i vestre pavillon)
De nævnte 8 butikker udlejedes af FAB til de forretningsdrivende i hele den periode, byggeforeningen eksisterede.
Pladsen foran “Buen” var et naturligt mødested for FAB’s beboere. Den havde en rosenhave omgivet af stakitter og en centralt placeret flagstang. På denne plads kunne beboerne samles Sct. Hansaften og ved lignende festlige lejligheder. Bl.a. arrangerede de forretningsdrivende i en årrække store fastelavnsfester her, med tøndesslagning for kvarterets børn (..og der var mange børn!).
Da “Buen” blev solgt 1919 i forbindelse med foreningens overgang til selveje, fortsatte bygningen med at tjene den samme funktion som hidtil – med skiftende ejere – der overtog FAB’s rolle overfor butikslejerne. Nu påhvilede det disse efterfølgende ejere at drive forretningsbygningen. Denne havde under FAB’s ejerskab – til byggeforeningens store skuffelse – kun givet et knebent årligt overskud og dette forhold blev ikke bedre fremover. Da bygningen – i stadig stigende grad – blev misligholdt, var Kommunen hårdt presset af bl.a. følgende omstændigheder:
- bygningens dårlige tilstand (utæt tag, fugt i murværk, tærede jernbjælker m.m.)
- den såkaldte ”butiksdød” (forsvinden af de små udsalgssteder af dagligvarer til fordel for supermarkeder)
- bygningens tilbagetrukne placering i forhold til vejens fortovslinje, bl.a. påpeget af de butiksdrivende, efterhånden som Peter Bangs Vej blev bebygget og indrettet med butikker
- tilstedeværelse af købe- og byggelystne investorer (mange ansøgninger blev indsendt til – og afvist af Kommunen)
Og Kommunen gav til sidst efter for en tilladelse til nedrivning af “Buen” og opførelse af den nuværende etageejendom, Bastillegården. Dette var en chokerende disposition, som nok ikke ville være truffet bare 15 år senere. “Buen” samt halvdelen af dobbelthuset, Folkets Allé 1-3 blev nedrevet i 1956!
Klik på billederne for at se en større udgave og naviger med tastaturet (← og →), eller ‘swipe’ på smartphones og tablets.
“Volden”
Under projekteringen af byggeforeningen i 1898 indgik ønsker om at byggeriet udover ca. 100 medlemsboliger kom til at omfatte et købmandshus og et badehus, placeret i den ene ende af bebyggelsen samt et forsamlingshus og bibliotek i den anden ende.
Disse ønsker var tydeligvis inspireret af Lægeforeningens Boliger på Østerbro (Brumleby), bygget 1853-55 og De Classenske Boliger på Frederiksberg, bygget 1866-80, hvor disse faciliteter indgik (sammen med børnehave (-asyl) og kirke).
Men FAB’s økonomi tillod kun opførelse af en forretningsbygning, ”Buen”. Det fælles vaskehus blev erstattet af de små, lokalt anbragte vaskehuse, mens forsamlingshus og bibliotek forgæves blev forsøgt inkorporeret i “Buen”.
Imidlertid blev den øst-vestgående plads (ca.15 x 60 m), kaldet ”Boulevarden” projekteret for enden af Folkets Allé – og man kan gætte på, at byggeforeningens medlemmer således garderede byggeriet mht. et område, der kunne tjene uforudsete formål og med en nogenlunde central beliggenhed i kvarteret.
”Boulevarden” består af to vejbaner, der omslutter en aflang helle, omgivet af kantsten, og dette jordstykke blev i 1900 beplantet med 9 lindetræer, (skænket af arkitekterne) og to år efter forsynet med 6 bænke (indkøbt af FAB). Her kunne beboerne mødes og hygge sig sammen og her kunne børnene lege i større flokke.
5 af de oprindelige 9 lindetræer blev fældet i 1937 og i 1941 blev der anlagt beskyttelsesrum på ”Boulevarden”. Frederiksberg Kommune opførte bunkers her og disse blev dækket af en jordvold – derfor opstod navnet, ”Volden”, som pladsen stadig kaldes af beboerne. Bunkerne blev nedlagt året efter 2. Verdenskrigs ophør og der oprettedes et lille anlæg i stedet.
I 1972 blev de 4 tilbageværende lindetræer fældet, (de var blevet beskadiget af nogle saltbunker, Kommunen havde henlagt på stedet) og de nuværende (2011) 3 platantræer plantet; og året efter blev der anlagt en legeplads med stakit omkring.
I 1976 blev ”Voldens” 2 kørebaner ensrettet, og fungerer således herefter som en “rundkørsel” og senere (i 1985) blev en bøgehæk plantet langs stakittet, der omgiver ”Volden”.
Da der er offentlig adgang til legepladsen påhviler det vejlaget at opretholde sikkerheden for brugerne – både hvad angår legeredskabernes stand og adgangsforholdene. Adgang til legepladsen kræver ledsagelse af voksne, da det er nødvendigt at passere vejen (Folkets Allé) med bl.a. bilkørsel.
“Volden” er gennem årene blevet brugt til flere fælles formål – især legeplads for børn og voksne – de voksne spiller boules her.
Frederiksberg Gasværk
Den egentlige forudsætning for dannelsen af FAB var, at Frederiksberg Gasværk, bygget 1859-61 på en grund ved H.C. Ørsteds Vej, blev nedlagt og flyttet til en ny adresse på Finsensvej 76 (tidligere Lampevej) ved Flintholm, som ligger ved det nuværende Solbjerg Have og på Flintholmgrunden.
Gassen på Frederiksberg blev først brugt til gadebelysning, men blev fra 1890´erne indlagt i flere og flere boliger i den voksende kommune. Forbruget voksede så meget at Kommunen vedtog at bygge et nyt og større gasværk, flyttet ud af byen, da det på den første adresse var meget generende for de omkringboende pga. udledning af sundhedsfarlige røgarter og dampe, som opstod under den daglige gasproduktion.
Det nye Gasværk, der stod færdigt i 1895, var placeret et par km. fra bymæssig bebyggelse og uden offentlige transportmidler for gasværksarbejderne til arbejdspladsen.
Således opstod ideen om boliger nærmere værket og efter vedtagelsen af en lov om statslån til arbejderboliger i foråret 1898 stiftede gasværksarbejderne en byggeforening, Frederiksberg Gasværksarbejderes Byggeforening. I FAB’s protokolsamling findes forrest referatet af byggeforeningens 1. møde:
Frederiksberg Gasværksarbeider Byggeforenings 1ste Møde afholtes i Smallegade no. 48 Torsdagen den 15de Marts 1898. Mødte vare alle Arbeidere fra Værket, som kunde komme tilstede cirka 60 Mand.
P. Lund Aabnede Mødet og bød de tilstedeværende Velkommen og meddelte, at der havde dannet sig et Udvalg paa 5 Mand, som havde besluttet i fællesskab at indbyde Værkets samtlige Arbeidere til et Møde for at drøfte, om vi ved at slutte os sammen i en Byggeforening, var istand til at bygge os et Hjem for os selv og betonede, at Husværterne i København og Frederiksberg havde tvunget os til at foretage dette Skrit.
C. Johansen Valgtes til Derigent. Efter at have modtaget og takket for Valget gav han Ordet til L. Nielsen, Formanden for Belysningsarbeidernes Forbund, som udviklede i sin Tale det forhold, som Arbeiderne nu var kommen til at staa i overfor de forskjellige Grundeiere som rent ud havde foretaget en Jagt efter de Familier, som havde flere Børn, og fremhævede andre Landes fremgang i Kooperativ henseende, og mente at Tiden var kommen, hvor ogsaa vi her hjemme burde tage i betænkning ad den Vei at skabe fordele for os selv paa Kapitalens bekostning og sluttede med at opfordre de tilstedeværende til at gjøre et forsøg i den Retning nemlig selv at skabe sig et Hjem.
Efter forskellige Udtalelser af C. Heimann, C. Longfors og Murer Hansen med flere, som alle anbefalede Sagen paa det varmeste for et godt Resultat og godt Sammenarbeide i saa henseende, vedtoges det Enstemmig at danne en saadan Forening, som skulde virke hen til at skabe et Selvstændig Hjem for hver af Foreningens Medlemmer.
Herefter skredes til Valg af Bestyrelse paa 7 Mand. Til Formand valgtes L. Nielsen, til Kaserer C. Johansen, til Repræsentanter Murer Hansen, C. Longfors, Jørgen Hansen, tømrer Gandrup, P. Rasmussen. Som Suplanter til Bestyrelsen valgtes P. Petersen og P. Lund. Til Revisorer Anton Andersen og P. Olsen og til Revisorsupleant G.M. Friis.
Efter at Derigenten havde takket for god Ro og Orden, udbragte han et Leve for vor nye Forening og et godt Sammenarbeide.
Hermed hævedes mødet.
Underskrevet:
C. Johansen, derigent
C. Longfors, sekretær
Ved indflytningen i husene, der fandt sted i løbet af 1900 ser det af skattemandtalslisterne ud til at der kun har været 15 gasværksarbejdere blandt medlemmer og lejere (og hvoraf nogle af disse endda kan formodes at have haft deres arbejdsplads på et af byens andre gasværker). I 1905 skulle der have været 21 gasværksarbejdere blandt de 97 medlemmer.
Da der åbenbart ikke var tilstrækkeligt mange gasværksarbejdere, som sluttede op om byggeforeningen, måtte man søge at udvide kredsen. Tanken om at byggeforeningen skulle være til Frederiksberg Gasværks ansatte gled således hurtigt i baggrunden og i samarbejde med Kommunen fik foreningen godkendt at denne kunne tegne medlemmer hos andre folk, beskæftiget med andre fag. Dette afspejles bl.a. i ændringen af byggeforeningens navn til Frederiksberg Arbejderes Byggeforening.
Eksterne artikler
Supplerende kan der læses videre på nedenstående links: