Vejen til Lokalplan 63

I begyndelsen af FAB’s historie skulle medlemmerne, når de ønskede at bygge til eller ændre på bygningerne, indgive en ansøgning til Kommunen med påtegning fra bestyrelsen. Ofte blev der dog givet afslag på f.eks. havedøre ud mod vejen. Her startede diskussionen om at fastsætte regler for hvad der kunne tillades.

Efter overgangen til selveje i 1922 konstaterede Kommunen, at mange lysthuse og skure var opført uden byggetilladelse og de bad derfor arkitekt Valdemar Ording (Broderskabsvej 14) om at registrere alt ulovligt opført byggeri (registrering pr. 8.1.1924). Kommunen krævede herefter at bygningstilladelse skulle indhentes for alt nybyggeri i kvarteret.

Diskussionen om at fastsætte servitutter fortsatte, og omkring 1959 skulle der have eksisteret sådanne servitutter, påtegnet i skødet.

I 1974 blev det af generalforsamlingen pålagt bestyrelsen at undersøge mulighederne for en ”facadefredning”. Bestyrelsen, der ikke ville indblandes i byggesager, nedsatte i 1975 et udvalg som året efter fremsatte et forslag til kvarterets bevarelse, som generalforsamlingen vedtog med 48 stemmer for og 12 imod (forslaget forefindes vist ikke mere). Uenighed i bestyrelsen og formelle problemer standsede dog det videre arbejde.

Efter udgivelsen i 1977 af Kjeld deFine Lichts bog, ”En arbejderkoloni på Frederiksberg” spirer en kollektiv bevidsthed frem hos FAB-medlemmerne om at bo i et stykke kulturarv og emnet ”helhed” rejses.

Under ledelse af dengang herboende arkitekt, Mette Koustrup udarbejder en arbejdsgruppe fra Arkitektskolen udkast til kompendiet ”Kvarterets fremtid”, som distribueres i forbindelse med generalforsamlingen i 1978.

I perioden 1979-85 sker der forskellige tiltag som:

  • Nedsættelse af en arbejdsgruppe for ”Kvarterets udseende”.
  • En ”tagklub” får et ingeniørfirma (betalt af vejlaget) til at udarbejde en ”tagmappe” med byggetekniske beskrivelser til tagudskiftning, som alle medlemmer får udleveret.
  • Spredte forslag om lignende tiltag for vindues- og dørprojekter.
  • Lysbilledforedrag ved forskellige beboere om deres syn på kvarteret samt om individuelle renoveringsprojekter.
  • ”Byggeteknisk udvalg” dannes til opsamling af bygningstekniske oplysninger. Udvalget udvides i 1985 og kommer til også at arbejde med den senere fredningssag.

Fra 1986 diskuteres bygningsbevaring på generalforsamlingen, og i 1987 nedsættes et udvalg der skal undersøge mulighederne for en fredning af husene. Udvalget må dog konstatere at en egentlig fredning ikke kan komme på tale, da der allerede er sket for mange ændringer på husene – især indendørs. Alternativet til egentlig fredning kunne være en bevarende lokalplan eller at Det Særlige Bygningssyn kunne erklære kvarteret for ”bevaringsværdigt”.

Ved generalforsamlingen i 1988 fremlægger udvalget forslag om udarbejdelse af en lokalplan. Nogle mente at forslaget var for vidtgående og det blev diskuteret, om alle ombygningsplaner skulle forelægges FAB, som udvalget havde foreslået. Der var dog principiel tilslutning og bestyrelsen opfordredes til at lade et udvalg udarbejde udkast til en lokalplan til forelæggelse på næste generalforsamling.

Bygningsudvalgets udkast pr. 27-9-1988 blev af bestyrelsen forenklet og blødgjort, idet man mente at det ellers ikke ville kunne godkendes på generalforsamlingen. Imens arbejdede en anden gruppe på at forhindre vedtagelse af en bevarende lokalplan og Kommunen udarbejdede sit eget forslag i form af en standardlokalplan med enkelte tilretninger.

Det lykkedes bestyrelsen i FAB at indgå et uformelt samarbejde med Kommunen, som med anerkendelsen af et udkast pr. 23-1-1989, tilgodeså bestyrelsens ønsker om at sikre mod gentagelser af de nedrivninger, som fandt sted i 1956 af ”Buen” og et halvt dobbelthus på Folkets Allé samt beskyttelse af vejtræerne, som gennem årene har været truet at fældning, dels efter ønske fra enkelte formænd dels af Kommunen der i 1965 ønskede dem fjernet.

Generalforsamlingen i 1989 blev dramatisk, men resulterede i, at bestyrelsen skulle arbejde for 5 ændringsforslag. Ved et møde den 9-3-1989 kunne Kommunen tilslutte sig 3 af disse forslag, og i høringsperioden fra 16-5 til 15-9-1989 var der kun to medlemmer, som indsendte bemærkninger til lokalplanforslaget.

Når det lykkedes at etablere en bevarende lokalplan skyldes dette formentlig at der i forhold til tidligere, nu var en øget interesse for kulturarven. Medvirkende var også, at Frederiksberg Kommune kunne fremlægge et forslag uden for mange konkrete anvisninger, idet dette stadig kunne give anledning til voldsom debat mellem ”strammere” og ”slappere”, især hvad angik farver. Resultatet blev en lokalplan holdt i generelle vendinger, med ansvaret for detaljespørgsmål placeret hos Kommunalbestyrelsen.

Som aktører i dette – til tider kaotiske – udviklingsarbejde gennem 89 år skal også nævnes: Inger Eisner, Ib Cramer Johnsen, Ove Carlsen, Lisbeth Finn Henriksen, Bertel Mortensen, Poul Mikkelsen, Niels Jalling, Niels Ole Hansen, Flemming Hvidt, Kenneth Rønne, Karsten Davidsen og Claus Kortzau – og fra Kommunen: Jørgen Christiansen, Eivind Rostgaard, Bjarne Laversen og Svend Palm.

Mange har således over lang tid ydet en indsats for den bevarende lokalplan vi endelig fik i 1989, men arbejdet slutter vel aldrig? Før enhver påtænkt forandring af kvarterets bygningsmæssige og landskabsmæssige karakter er det os som beboere, der skal gøre en indsats for at sikre bibeholdelse af kvarterets unikke karakter for fremtiden.

Kurt Smith